Fokus på læselyst får børnene i Viborg Kommune til at låne flere bøger

Mette Schütten er bibliotekar på Vestre Skole i Viborg og mærker en øget læselyst blandt børnene. Foto: Anna Boddum Bjerregaard.

På landsplan er læseglæden blandt børn generelt nedadgående, men det er ikke tilfældet i Viborg Kommune. Her er udlån af bøger til børn nemlig steget med 5% i 2023, og det skyldes muligvis en helt særlig indsats fra Viborg Bibliotekerne.

Af Anna Boddum Bjerregaard  

I 2023 har børnene i Viborg Kommune lånt 10.000 flere bøger på de lokale biblioteker end i året før. Det er en stigning på 5%, hvilket er noget bedre end på landsplan, hvor man mange steder ser nedadgående udlånstal, ifølge Viborg Bibliotekerne.

Jørgen Ledet, der er børnebibliotekar på Hovedbiblioteket i Viborg, understreger vigtigheden af en indsats:

“Jeg tror, at det er en generel samfundsdebat, at der er mange børn, der ikke læser. Det er vi nødt til at gøre noget ved.”

Stigningen på 5% er målt ud fra Viborg Bibliotekernes interne udlånstal, hvor de har mulighed for at registrere, hvor mange bøger der bliver udlånt til eksempelvis børn.

Koncept med læseklasser fremmer læselysten

Viborg Bibliotekerne arbejder på at øge børns læselyst gennem børnenes interesser. Foto: Anna Boddum Bjerregaard.

Viborg Bibliotekerne har de seneste år haft fokus på at øge læselyst blandt børn. Et af tiltagene er et koncept med læseklasser, hvor alle 4. klasser på kommunens mange skoler kan tilmelde sig.

Som læseklasse har man gennem et helt skoleår et forløb i samarbejde med Viborg Bibliotekerne, hvor børnene bliver inspireret og får hjælp til at finde ud af, hvad de synes er spændende at læse.

Jørgen Ledet, som også er koordinator på læseklasserne, mener, at stigningen i antal udlån i høj grad kan tilskrives dette initiativ:

“Det har en indvirkning på, at der er flere børn, der faktisk finder ud af, at der er litteratur, de gerne vil læse, og at der faktisk er noget for dem. Nu bliver de inspireret – både af det vi kommer med, men også af hinanden.”

De deltagende 4. klasser besøger Hovedbiblioteket nogle gange i løbet af skoleåret, hvor de får rundvisning, deltager i sjove aktiviteter og får såkaldte book talks, hvor bibliotekarer fortæller om udvalgte bøger og genrer.

Det er ofte omkring 4. klasse, at børnene mister interessen for at læse, og derfor har man valgt netop dette klassetrin til læseklasser.

“I de første skoleår er der meget fokus på læsning, fordi børnene skal lære at læse. Men når de så har fået lært at læse, kan det godt være, at interessen daler lidt, ” forklarer Jørgen Ledet.

Skole mærker en positiv effekt

Vestre Skole i centrum af Viborg er med i læseklasse-samarbejdet. Foto: Anna Boddum Bjerregaard.

I indeværende skoleår er der 19 klasser fra skoler i hele Viborg Kommune, der deltager. En af dem er Vestre Skole i centrum af Viborg, hvor man for første gang er med i samarbejdet.

Mette Schütten, der er bibliotekar og lærer på skolen, er indtil videre meget tilfreds med ordningen:

“Det er første år, at vi her på skolen er med i konceptet med læseklasser, så vi kan ikke allerede måle, hvor stor en effekt det har. Men jeg kan jo se, at eleverne myldrer herned på vores eget bibliotek, så læselysten er der i hvert fald. Børnene er glade for det, og jeg bliver som skolebibliotekar også inspireret af besøgene nede på Viborg Bibliotekerne, og de ideer, de kommer med.”

Også blandt elever i 4.A på Vestre Skole er der kun gode ord om dét at være læseklasse:

“Det er fedt, fordi de hjælper med at finde nye bøger til en, som kunne være spændende. Jeg er også begyndt at læse sværere bøger, fordi jeg har fundet nogle bøger, jeg synes er spændende, ” fortæller Albert på 10 år.

Klassekammeraten Christiane, som også er 10 år, er enig i, at det har forbedret læseevnerne:

“Da jeg startede i 4. klasse, fandt jeg ud af, at jeg ikke læste bøger på et ret højt lix-tal. Men nu kan jeg læse bøger med meget højere lix-tal.”

Lix-tal er et udtryk for bøgers sværhedsgrad, jo højere lix-tal, jo sværere er bogen at læse.

Udover forbedrede læseevner, fremhæver børnene i 4.A også, at det er sjovt at være læseklasse, fordi bibliotekerne skaber læselyst gennem lege og aktiviteter.

“Det er fedt, og vi laver alle mulige sjove ting. Vi har f.eks. lavet noget, der hedder X-Factor, hvor vi skulle være dommere og vælge tre bøger, som skulle gå videre, ” siger 10-årige Martha.

“Vi laver aktiviteter på biblioteket, og det er ret sjovt. Vi læser ikke bare, og det er heller ikke bare, dem der snakker, ” tilføjer Christiane.

“Læsetvang er lort!”

“Læsetvang er lort!” er en kampagne, som Bibliotekernes Temasamarbejde kører i marts måned, og som Viborg Bibliotekerne støtter op om. Foto: Anna Boddum Bjerregaard.

Netop at det skal være sjovt, er et vigtigt fokuspunkt for tiltagene med at øge læselysten blandt børn i Viborg Kommune.

I hele marts måned kører Bibliotekernes Temasamarbejde en kampagne med overskriften “Læsetvang er lort!”, som Viborg Bibliotekerne støtter op om. Formålet med kampagnen er at belyse, at tvang ikke hjælper på børns læselyst.

eReolen Go har forud for kampagnen spurgt over 130 børn i alderen 10-13 år, hvad der har indflydelse på deres lyst til at læse. Det viste sig, at tvang fra de voksne i høj grad var et tema.

“I folkeskolen har man længe haft fokus på læsning, hvor det typisk handler om, at man f.eks. skal læse 20 minutter om dagen. Det er jo en meget firkantet måde at se læsning på. Med kampagnen forsøger vi at fortælle, at det ikke er så vigtigt, om du læser 5, 10 eller 30 minutter om dagen. Det vigtige er, at litteraturen er noget, du har lyst til at læse, ” forklarer Jørgen Ledet, børnebibliotekar og koordinator for læseklasser.

Romanjagt og ferieaktiviteter

Viborg Bibliotekerne har udover læseklasser også en række andre tiltag, som skal øge læselysten blandt børnene i kommunen.

For 7. klasseelever har de “Romanjagt”, som også er et længerevarende forløb. Her får eleverne ligeledes hjælp til at “jagte” dén litteratur, de synes er spændende.

I vinterferier og efterårsferier arrangerer Viborg Bibliotekerne desuden forskellige læserelaterede aktiviteter, hvor hele familien kan være med.

Derudover overvejer de at starte en form for bogklub, så børn kan gå til læsning – ligesom man kan gå til fodbold og håndbold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *