Guds hus er for alle. Eller det er det i hvert fald snart i Viborg. Der er vurderende håndværkere i klokketårnets kælder i den højtelskede Domkirke. Et tiltag der lader til at overraske flere Viborgensere med handicap.

Af Kamilla Gamborg

”Jeg er meget positivt overrasket. Det havde jeg faktisk ikke regnet med.”

Sådan lyder det fra førtidspensionist og bruger af Domkirken, Jamie Lynn Cunningham.

Hun har boet i Viborg i 25 år. De sidste 10 år har hun døjet med kroniske smerter, stor træthed og alvorlige følelsesforstyrrelser, siden at hun blev opereret for en rygmarvsskade. Hun har på egen krop oplevet at være bundet til en kørestol og regner også med, at det kommer til at blive aktuelt igen i fremtiden.

”Den ånd jeg har oplevet i byen er, at man skal bevare det historiske Viborg. Hvilket jeg langt hen af vejen er enig i,” siger hun.

”Men det er en balance mellem at bevare det historiske, tiltrække pengene og tage hensyn til en sårbar gruppe.”

På trods af det nye tiltag i Domkirken, oplever Jamie nemlig ikke, at Viborg generelt er særlig handicapvenligt. De sidste 10 år er hun grundet sine fysiske udfordringer blevet konfronteret med manglende handicaptoiletter og automatiske døre, samt ukampdygtige elevatorer.

”Jeg kan have svært ved at styre min blære. Da jeg havde det værst, blev jeg meget opmærksom på hvor få handicaptoiletter, der var rundt omkring. Jeg kan ikke mærke min venstre hånd og noget af min højre hånd, så hvis jeg havde bukser med en knap på, så skulle jeg bruge et lavtsiddende spejl,” siger hun.

Jamies veninde Camilla-Kirstine Mørch Dechlis, lider af sklerose og sidder permanent i kørestol. Hun giver Jamie ret.

”Viborg er en gammel domkirkeby. Alle brostenen er derfor fredet. Jeg har en lille manuel kørestol, og det er rædselsfuldt at køre igennem Viborgs gågade. Jeg har også en el-kørestol. Det gør det ikke mindre forfærdeligt, men med den sidder jeg ikke fast lige så ofte.”

Begge kvinder nævner at flere af byens butikker er problematiske for mennesker med handicap. Nogle af dem har ikke ramper, og hos andre er prøverummene for små til en kørestol og uden håndtag.

”Ofte bliver jeg nødt til bare at købe tøjet, og så prøve det, når jeg kommer hjem, og så skal jeg hele turen igen, hvis jeg ikke kan passe det,” siger Camilla-Kristine Mørch Dechlis.

Fordi Jamie Lynn Cunningham ved, at hun sandsynligvis kommer til at sidde i en elkørestol i fremtiden, tænker hun hver dag over, hvor man har adgang med en kørestol.

Hun ved f.eks., at der er mange restauranter og cafeer, som hun i fremtiden ikke vil kunne besøge.

”De steder der som regel har den bedste handicapadgang, er steder som Bowlingfun eller måske Jensens Bøfhus. Altså de store kæder. Jeg vil jo hellere ind på en hyggelig lille cafe,” siger hun.

På trods af at der måske er lang vej igen for tilgængeligheden i Viborg, anerkender Jamie dog, at der de seneste år er kommet et øget fokus på det i Viborg kommune, og hun er glad for det nye tiltag i Domkirken. Alligevel slår hun fast:

”Der er masser af plads til forbedring.”