Mos, grene, blade og blomster. Der er smil på læberne og kaffe på kanderne. Johnny Haugaard har aktiveret 300 frivillige i sit nye kunstprojekt, der slår dørene op den 22. marts i Viborg. Han vil have fællesskabet tilbage, og naturen er midlet.  

Af Kamilla Gamborg og Jonatan Nefer 

”De frivillige jeg har, de kan sagtens møde ind triste, men når de går hjem, så er de glade.” Sådan siger blomsterkunstner Johnny Haugaard. 

Hans nye kunstprojekt handler om mange ting. Kongen, rigsfællesskabet, døden, helligdom og politik er bare noget af det, Haugaard beskriver. Men det er nu ikke det, der først springer i øjnene, når man i øjeblikket træder ind ad døren i Viborgs gamle rådhus.  

Der er nemlig mennesker i bygningen. Mange mennesker. Mange glade mennesker. Og flere af dem kommer langvejs fra for at deltage i projektet. 

Med en filosofi der siger, at naturens pille er mere berigende end, hvad der kan produceres i et laboratorie, forsøger Haugaard nemlig at bringe naturen tilbage til borgerne:   

”Hop ud af sofaen, og put fødderne i jorden, det er bedre end nogen pille – det er naturens pille,” siger han med eftertryg. 

Han mener, at danskernes pilleforbrug kunne reduceres, hvis vi begyndte at genfinde de fællesskaber og den tilgang til naturen, som engang fandtes. Vi er, i kunstnerens øjne, kommet lidt for langt væk fra den måde vores bedsteforældre levede på, og det er hverken godt for sjælen eller for kloden. Hans måde at skabe kunst på, bliver derfor også en gave til folket. Et tilbud om at genfinde naturen. 

Derfor er døren ind til den gamle bygning også altid åben. Det her projekt skal være folkets.  

 

Naturen og Viborg 

I arbejdet med udstillingen oplever både Johnny Haugaard og flere af de frivillige en øget bevidsthed. Pludselig ser de træernes blade og mossets farve på helt nye måder. Omgivelserne bliver smukkere. 

”Lige pludselig, så begynder du at lægge mærke til naturen, man får øjnene op for den,” siger Johnny.  

”Hvis jeg kan få folk til at se guldet foran deres fødder, så behøver man ikke at rejse over på den anden side af jorden.” 

Et blad der egentlig er vissent, og er nødt til at dø, inkorporeres i kunsten, og får nyt liv. Erkendelse af bladets skæbne allerede er fastlagt, har generelt været et gennemgående tema i Johnnys værker, og denne gang er ingen undtagelse. Med sig bærer erkendelsen af bladets usete potentiale for kunsten, en opfordring fra Haugaard:  

“Når vi får respekt for naturen, får vi også respekt for os selv.”  

 

Respekt for naturen 

Mange af blomsterne i den nye udstilling bliver fremstillet af papir, men selvfølgelig skal der også indkøbes ved blomsterhandlere. Men Johnny, der selv elsker nyt tøj, og tager på flyrejser i ny og næ, pointerer at mådehold og bæredygtighed er vigtigt.   

”Det bugner aldrig i blomster, prøv at se på det her mos, det rummer også en skønhed, som vi prøver at bringe ud i værket” 

Hos Haugaard tænkes blade, grene, mos og alt hvad naturen har et byde på, ind i kunstværkerne og ind i livsfilosofien. 

Men måden, hvorpå det føles at arbejde med naturens elementer er netop det som Johnny vil imprægnere i vores alles tanker.  

Haugaard vil vække følelser.

Et abstrakt begreb, følelser, for hvordan vækker man dem? 

 Johnny Haugaard søger netop at gøre dette gennem sit blomsterkunstværk, der er endnu et i serien NATURENS STEMME. 

 Tilgangen til det nye store projekt udmundes i koordinering mellem de frivillige og Johnnys ideer. 

Følelsen, der er grobund for alt, hvad Johnny foretager sig. Følelsen hans værker søger at bringe til live i beskuerne. Følelsen som tænder gnister, så det får hans storetå til at snurre. 

 I trit med sine frivillige er målet i sin renhed klart: 

 ”Kernen er – følelsen” 

 3-400 bolde i luften 

 Udfordringer er der nok af, men selvom det kan synes kaotisk, er det netop fokus på, hvorfor han gør, som han gør, der bidrager til, at det alligevel lykkes – gang på gang.  

 ”De frivillige er garanteret tre måltider dagligt, så længe der er penge på kortet” 

 Så længe målet helliger midlet, ville Johnny kunne forholde sig en anelse rolig. I hvert fald, hvis blot midlerne var det eneste presserende: 

 ”Kernen er – følelsen. Men den skal blive til en udstilling. Men vi skal også have grene hjem, blomster hjem, folk til, sørge for maden, have køkkenet til at fungere, have politikerne med, vi skal have Vi er Viborg med, vi skal have lastbiler der kører til, vi skal have… og vi skal have…” fortæller Johnny Haugaard i et tempo, hvor ordene nærmest snubler over hinanden.

Der er fart over feltet på Johnnys tegnebræt. Alligeve er det faktisk aldrig gået galt.

“Selvom det godt nok er væltet nogle læs en gang imellem” 

Og netop læsset taler ind i Johnnys filosofi: 

”Vi slår vægge ned, nedbryder mure – ud af boksen”