Storskærms-initiativ til Søren Papes bisættelse møder opbakning

Foto: Oskar Berg Enemark. På lørdag bisættes Søren Pape Poulsen fra Viborg Domkirke.

På lørdag den 9. marts klokken 11 skal Søren Pape bisættes fra Viborg Domkirke. De Konservative har til Ritzau oplyst, at man arbejder på at opsætte en storskærm i byen, så flere kan følge med i bisættelsen. Initiativet får ros fra borgere i Viborg.

Af Oskar Berg Enemark & Anna Boddum Bjerregaard

Når den afdøde Konservative-formand Søren Pape Poulsen skal bisættes fra Viborg Domkirke lørdag, forventes der et stort fremmøde af både politikere, familie og de mange bekendte til Søren Pape.

I kirken er der plads til 800 personer, hvoraf 300 er afsat til inviterede, heriblandt familie og nære bekendte til Søren Pape. De resterende 500 pladser er frit tilgængelige for offentligheden, og dem der kommer først.

De Konservative oplyser, at man forventer et ekstraordinært stort fremmøde. Derfor undersøger partiet lige nu muligheden for at opsætte en storskærm på et af Viborgs torve. Dermed kan flere få muligheden for at følge med i bisættelsen af Søren Pape, som i lørdags døde af en pludselig hjerneblødning.

“Det giver god mening”

Ideen om storskærmen møder stor opbakning blandt borgere i Viborg, viser en rundspørge i byen, som Hvem, Hvad, Hvor – Viborg har lavet.

“Jeg synes, at det er et godt initiativ, for de kan jo ikke være der alle sammen. Så det giver god mening, at alle kan være der og overvære det, ” siger 65-årige Kim Krogh, der bor i Viborg.

Den mulige storskærm giver folk mulighed for at overvære bisættelsen udenfor kirken, og det overvejer en anden viborgenser, Dorte Odsgaard på 69 år, at gøre brug af:

“Jeg skal ikke med til bisættelsen, men det kan godt være, at jeg går ned og kigger, hvis den bliver vist på storskærm. Jeg synes, at det er fantastisk, og det har han virkelig fortjent. ”

Generelt er de adspurgte positive over for ideen med en storskærm.

“Jeg synes, at det er rigtig godt, at de gør det. Det er jo en god måde at sige farvel til ham på, ” siger 36-årige Sune, mens Jesper Skovgaard på 53 år siger:

“Jeg tror, at det vil være en god idé, så der ikke bliver proppet inde i kirken, og så alle lige kan få set det sidste af Søren.”

Viborgensere er tydeligt berørte

Det er tydeligt at mærke, at borgere i Viborg er dybt berørte af den kun 52-årige Søren Papes pludselige død.

En af dem er Maiken Dam på 64 år, som i mange år har boet i Bjerringbro, hvor Søren Pape også har boet.

“Jeg synes, at det har berørt mig mere end forventet. Det skete så pludseligt. Jeg tror, at der er rigtig mange, der gerne vil deltage i bisættelsen.”

En anden lokal, som har boet i Viborg siden 1959, er Peter Lindgaard på 87 år. Han har kun gode ord at sige om den afdøde Konservative-formand og tidligere Viborg-borgmester:

“Søren var en god mand, og han var en god borgmester for vores by. Han var en mand, man kunne stole på. Ærlighed og redelighed – det var Søren. Jeg skal ikke med til bisættelsen, for der kommer så mange, men jeg vil tænke på ham klokken 11 på lørdag.”

Foto: Oskar Berg Enemark. Mange har været forbi Søren Papes bolig, som ligger lige overfor Viborg Domkirke.

Endnu uvist om der kommer storskærm

Det er endnu ikke bekræftet, at der kommer til at være en storskærm i byen, hvor folk, der ikke får plads i kirken, kan følge med i bisættelsen.

Men De Konservative arbejder på højtryk for at gøre det muligt.

Bisættelsen finder sted lørdag den 9. marts 2024 klokken 11 i Viborg Domkirke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *