Stor gejst, trods færre frivillige: Ældre Sagens IT-café lever stadig

Antallet af frivillige i Ældre Sagen Viborgs IT-afdeling er faldet fra 9 til 6 siden 2020. Bliver de meget færre, kommer der pres på IT-caféen – et hjælpsomt tilbud, der stadigvæk betyder meget for adskillige ældre i kommunen.


Af Regine Farhadi

 

Jan Schmidt Mikkelsen har været frivillig i IT-caféen siden august 2023. Betty Olesen får hjælp til sin iPad. Foto: Regine Farhadi

 

Det er mandag eftermiddag den 4. marts i De Frivilliges Hus i Viborg, og tre pensionister sidder tålmodigt og venter. På skift får de hjælp med deres IT-problemer af dagens frivillige, Jan Schmidt Mikkelsen. Ventetiden er lidt længere i dag, fordi Jan er alene på tjansen. Normalt er de to frivillige hjælpere.

 

IT-afdeling i tilbagegang

Kent Gotfred Pedersen har været IT-koordinator de sidste 12 år hos Ældre Sagen Viborg og har været vidne til den tilbagegang, der er sket i IT-afdelingen. Han beretter om en tid, hvor de var helt op mod 12-14 frivillige i afdelingen. Ifølge tal fra Ældre Sagen, er dette tal nu nede på 6 frivillige.

Hvad denne udvikling skyldes, er for Kent svært at svare på. Nogle falder fra grundet alderdom, og så er der bare ikke kommet nye frivillige til i samme tempo. Falder antallet yderligere, kan det gå hen og blive en udfordring.

“Der hvor vi er to i dag, ville det så blive til én. Og kommer der så stadigvæk seks mennesker, så kommer vedkommende til at få dobbelt så travlt,” siger Kent Gotfred Pedersen.

Arbejdsbyrden blandt de tilbageværende frivillige er dog ikke blevet uoverskuelig endnu. De er fire frivillige, der tager sig af IT-caféen, som finder sted hver mandag klokken 14. Dermed skal hver frivillig træde til hver anden uge for at holde caféen kørende. Men i tilfælde af sygdom, kan det være sværere at få dækket ind.

Ældre Sagens tilbud om IT-caféer har, udover den nuværende café i Viborg, førhen også fundet sted ude i de mindre byer i kommunen. Da de dengang var flere frivillige, kunne de udbyde flere IT-caféer til deres medlemmer.

Derudover er der færre, der benytter sig af IT-caféen og foretrækker i stedet hjemmebesøg, et tilbud hvor IT-koordinator Kent Gotfred Pedersen personligt kører ud til de ældre og bringer hjælpen helt til døren.

 

Stor tilfredshed hos de ældre

Spørger man de fremmødte i IT-caféen, er der stor opbakning, og hjælpen er meget værdsat.

”Det giver mig tryghed, at jeg hurtigt kan få hjælp til det, jeg ikke kan finde ud af,” siger Kirsten Ethelberg.

For en anden deltager opfylder caféen ikke kun et behov for hende selv, men også for hendes nærmeste.

”Jeg føler mig generelt usikker på alting. Jeg kan jo godt, men jeg tør ikke. Så det er dejligt at kunne komme her,” siger Connie Risgård Jensen og fortsætter: ”Min søster har ikke tid til at hjælpe mig hele tiden, så jeg kommer her for at aflaste hende.”

Det sociale aspekt er også en af årsagerne til tilfredsheden blandt deltagerne i IT-caféen.

”Det hjælper med at løse problemer, og så det er lidt hyggeligt at snakke med folk,” siger Karsten Munch Andersen.

 

Mens de fremmødte venter på deres tur mandag eftermiddag, går samtalerne særligt på Søren Papes bortgang. (Fra venstre: Kirsten Ethelberg, Karsten Munch Andersen, Jan Schmidt Mikkelsen og Betty Olesen). Foto: Regine Farhadi

 

Det er ofte de samme ting, der driller de ældre. Særligt e-Boks og MitID volder problemer. Én deltager kan ikke åbne e-Boks-appen på sin IPad, mens en anden har problemer med to forskellige Microsoft-konti. Alt det fikser Jan, som er dagens mand i skysovs.

Uden IT-caféen vil flere borgere stå uden det sikkerhedsnet, de har brug for i den teknologiske verden.

”Det er simpelthen min redningsplanke indenfor IT. Det har jeg haft rigtig meget glæde af. Så kommer jeg herned og får det løst,” siger Kirsten Ethelberg.

 

81-årige Kirsten Ethelberg har benyttet IT-caféen ca. tre gange årligt de sidste 5-6 år. Foto: Regine Farhadi

 

”Der går ikke noget af mig, af at hjælpe dem”

Selvom udviklingen på nogle punkter synes negativ for IT-caféen i Viborg, er de frivillige positivt stemt.

“Der er behov, og så længe der er behov, er det nødvendigt.” siger Kent Gotfred Pedersen, IT-koordinator og bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Viborg.

For de frivillige er det nemlig ikke et surt arbejde, der bare skal overstås. Både Jan og Kent oplever et stort udbytte ved at være frivillig i Ældre Sagen Viborgs IT-afdeling.

”Jeg synes da, det er sjovt at komme ud og snakke med mennesker. Det er da en fornøjelse,” siger Jan Schmidt Mikkelsen, frivillig i IT-caféen.

Så det kan godt være, at de frivillige i fremtiden skal bære et lidt større læs, end de gør nu for at få det til at køre rundt. Men det er ikke noget, der skræmmer IT-koordinator Kent Pedersen:

“Det er jo ikke bare, at jeg yder. Jeg får en masse igen. Folk bliver så tilfredse og tilpas, når de får løst deres problem. Det i sig selv er jo en belønning, ikke?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *